Amatørradio - kommunikation og teknik                            

Forside

Amatørradio Der var engang Topmoderne teknik Certifikatkursus / Radioprøve PR videoer Links Om os / kontakt
    
 

Certifikatkursus / Radioprøve.....

Et certifikat er et krav fra for at få lov til at bruge og eksperimentere med sendere på de til amatørradio tildelte frekvensbånd. Certifikatet udstedes af Energistyrelsen og pensumlisten kan måske virke lidt svær at komme igennem for nye radioamatører - men det er det nu ikke, og langt de fleste også uden tidligere erfaring med elektronik, eller radioteknik vil kunne bestå radioprøven til et "start" certifikat - et D-certifikat - efter bare et enkelt weekendkursus i den lokale EDR afdeling.

     

Et certifikat giver dig som radioamatør lov til at arbejde med sendere - med et A-certifikat helt op til 1000W udgangseffekt. Det er en temmelig stor effekt, som hvis man ikke ved hvad man gør, sagtens kan forstyrre anden kommunikation. eller udstyr.  Derfor er det vigtigt (og et krav) at man ved hvad man gør inden man kan få udstedt et Amatørradiocertifikat. 

 

Som omtalt er kravene til hvad du skal ha' kendskab til beskrevet i "Pensumlisten". Denne udgives af Energistyrelsen og gælder som retningslinje for undervisning eller selvstudie. Det er mange forskellige punkter, og jo højere certifikat man arbejder hen imod - jo flere områder / punkter er der.

  

For at lære det nødvendige findes der et udvalg af forskellige bøger og hæfter - disse udgives af landsforeningen EDR og kan købes via webshoppen. Dette materiale vil være en meget stor hjælp hvis du planlægger et selvstudie (der findes også forskellige hjemmesider med dette materiale - se under menuen Links). Men for de allerfleste er den "letteste vej" og muligheden for at lære det hele, at deltage i et certifikat kursus i en EDR lokalafdeling - disse afholdes med jævne mellemrum over hele landet, og afsluttes som regel med en Radioprøve. Alle kan deltage i disse Radioprøver - der er altså ikke krav om medlemskab af nogen forening, eller deltagelse i et kursus for at kunne komme til prøve.

 

De forskellige certifikater giver dig forskellige muligheder:

 

                         D-certifikat - frekvenserne mellem 50-52, 70-70,5, 144-146, 432-438 1240-1300 MHz, eller det mange kender som 6, 4, 2 meter

       samt 70 og 23cm båndene. Med en CE-mærket sender, og en udgangseffekt på op til 50 Watt.

 

                          B-certifikat - som for D-certifikat, men sendetilladelse til alle amatørradio frekvensbånd, og en max. udgangseffekt på op til 100W.

Derudover er der ikke krav til udstyret, og certifikatet giver mulighed for benyttelse i udlandet.

 

A-certifikat - som for B-certifikat, men med tilladelse til at sende med en udgangseffekt på op til 1000W.                   

 

 

Radioprøve

- for at "bevise" at man har det nødvendige kendskab til den grundlæggende teori, herunder reglerne for brug af frekvenserne afsat til amatørradio, skal man bestå en (eller flere radioprøver) for at få udstedt et kaldesignal og dermed få lov til at sende.

Tidligere foregik det ved Energistyrelsen i København eller ved deres få prøver rundt omkring i landet, i dag varetages denne opgave af landsforeningen EDR eller EDR's lokalafdelinger.

   

Og fremgangsmåden er - at man tilmelder sig til prøven hos Energistyrelsen (tid og sted for de kommende prøver kan man se her) senest 14 dage før. Er der ikke planlagt en prøve i nærheden af dig kan du henvende dig hos den nærmeste EDR lokalafdeling, og hører om de planlægger en - normalt afholdes der Radioprøve i forbindelse med certifikatkurser i lokalafdelingerne.

 

Få dage inden prøven modtager du et indbetalingskort for betaling af prøvegebyret (pr. 1. januar 2019 er det 588,- kr.). Og så er det bare at møde op på det angivne sted, til den angivne tid (husk at medbringe billede ID). Når alle deltagere er registreret, åbnes kuverten med prøvespørgsmålene og uddeles til deltagerne - og så har du 90minutter til besvarelsen. 

 

Selve "prøve sættet" består af et svarskema og et sæt spørgsmål - her er der hver gang spørgsmål til både Ikke teknisk prøve, Begrænset teknisk prøve og Almindelig teknisk prøve. Er det første gang man er til prøve skal man starte med den Ikke tekniske prøve - har man tidligere bestået denne prøve og har fået udstedt et kaldesignal, skal man springe den over og gå frem til den eller de prøver man mangler at bestå.

 

Men det er vigtigt at man bestå de 3 forskellige prøver i den rigtige rækkefølge - er den første ikke rigtig, kan man ikke bruge de efterfølgende prøver til noget, uanset at de måske er rigtig besvaret.

 

I alt i alle 3 prøver er der 50 spørgsmål - og for at bestå skal man ha':

   

Ikke teknisk prøve (D-certifikat): 15 rigtige besvarelser af de i alt 20 spørgsmål.

    

Begrænset teknisk prøve (B-certifikat): 12 rigtige besvarelser af de i alt 16 spørgsmål.

(Ikke-teknisk prøve skal bestås senest samtidig med denne prøve).

     

Almindelig teknisk prøve (A-certifikat):10 rigtige besvarelser af de i alt 14 spørgsmål.

(Ikke-teknisk prøve og Begrænset teknisk prøve skal bestås senest samtidig med denne prøve).

 

Når du er sikker på din besvarelse af de forskellige spørgsmål overføres du svarene til svarskemaet - husk at udfylde felterne med dit navn og adresse. Dit svarskema aflevere du så til de tilsynsførende - spørgsmåls sættet må du tage med hjem. Dit og de andre deltageres svarskema sendes så til Energistyrelsen som kontrollere besvarelsen. Indenfor 14dage til 3 uger vil du modtage svar på prøven - og er du heldig kan du nu kalde dig radioamatør. Du mangler dog at få udstedt et kaldesignal - her bliver du spurgt om dine ønsker - hvilke kaldesignaler der er ledige kan du ikke sådan lige se - men på Frekvensregisteret kan du søge på om det du ønsker, er i brug - bare skriv dit ønske i det felt der hedder "Kaldesignal" og tryk på søg (alle de andre felter skal du ikke skrive noget i). Dit valg meddeler du tilbage - og kort tid efter vil du endelig modtage dit Amatørradio certifikat.

    

Sammen med certifikatkortet modtager du et indbetalingskort til betaling for udstedelsen af dit kaldesignal (pr. 1. januar 2019 er gebyret 452,- kr.) - det er så det sidste gebyr - med mindre du eventuelt senere vil opgraderet dit certifikat til B eller A.

 

Så - endelig - kan du komme i gang på frekvenserne som Radioamatør.

  

Og ja - har du kikket lidt på afsnittet om Amatørradio kan du se at der er rigtig

mange muligheder. Og der melder sig sikkert hurtigt en masse nye spørgsmål :-)

 

Men der er hjælp at hente i den nærmeste EDR lokalafdeling.

       

www.amatørradio.dk

Alle tekster og billeder tilhører EDR Esbjerg Afdeling - Copyright 1937-2019.